Aktuelle projekter

Hvad har jeg gang i lige nu?

Grafik: Robin Neil Hart

FRONTLØBERNE

SEPTEMBER 2020

En ungdomsforestilling om klimaforandringerne skabt af Teater MærkVærk.

Hvad skete der efter fredag den 15. marts 2019, hvor flere end 1,5 millioner skolelever og studerende gik i strejke for klimaet? Hvor der var 2.083 aktioner i 125 lande verden over. Hvor den unge klimaaktivist Greta Thunberg var på alles læber og krævede, at verdens ledere handlede som var deres hus i brand.

Året er 2099. Frontløberne spørger, hvad der egentlig skete – med drømmene, med klimaangsten og med troen på fremtiden. Tilbageblikket stiller samtidig spørgsmålet: Hvad sker der, hvis ikke vi handler nu?

Forestillingen er instrueret af Petra Adlerberth-Wik med tekster af Alexandra Moltke Johansen og jeg står på scenen sammen med Anne Gry Henningsen

Foto: Per Morten Abrahamsen

AKTIVISTERNE

NOVEMBER 2020

Året er 2020. Et band er samlet, fordi de vil gøre en forskel. De vil være bandet, der åbner publikums øjne for verdens elendighed: Klimakrisen, flygtningestrømmene og så videre så langt tankerne rækker. De vil skabe musik, der vækker aktivisme og forandring, når nu politikerne har givet op.

I efteråret starter jeg prøver på Teatergrad på forestillingen Aktivisterne som instrueres af Leiv Arne Kjøllmoen, med tekster af Julie Petrine Glargaard og helt nye sange af Marie Louise Von Bülow. 

til eftertiden.jpg

TIL EFTERTIDEN (SAMMEN HVER FOR SIG)

APRIL 2020

Coronakrisen skaber nye virkeligheder og nye samarbejder opstår som følge af den forandring lockdown og hjemmekarantæne medfører. Danmarks Lydteater AKT1 har sammen med 135 skuespillere skabt værket TIL EFTERTIDEN, som jeg har fornøjelsen af at medvirke i. Teksten er skrevet af Ida Marie Hede, Marie Bjørn, Niels Erling og Jörgen Dahlqvist. Her er en opfordring til at give dig selv en stor lytteroplevelse. Tryk her og lyt. God fornøjelse!

Illustration: Eva Eriksson

Bella og Gustav på Det Lille Teater

FEBRUAR - APRIL 2020

D. 6. februar har jeg premiere på en skøn børneforestilling om den selvstændige, handlekraftige pige Bella og hendes to venner Sofia og Gustav. Frit efter Eva Erikssons børnebog. Forestillingen spiller på Det Lille Teater helt frem til d. 26. april. Billetter kan bestilles HER 

Forestillingen er instrueret af Line Paulsen og på scenen står jeg sammen med Ingrid-Marie Thorlacius og Nanna Schaumburg-Müller. Scenografi af Christian Q Clausen og dukker af Rolf Søborg.

billede_edited.jpg

Dobbelt premiere!!!

NOVEMBER - DECEMBER

Det er sjældent det sker, men en gang imellem er det simpelthen muligt at være to steder på en gang. Det sker for mig da jeg samme uge har premiere på to stykker i København.


Det ene er forestillingen "Klædt af" af Sonja Ferdinand, instrueret af Amanda Linnea Ginman og med Siff Vintersol alene på scenen. Jeg og Christoffer Rønje har haft fornøjelsen af at lægge stemmer til diverse mere eller mindre tiltrækkende mænd i en historie om digitale krænkelser og deling af nøgenbilleder. Mike Sheridan har lavet musik og sounddesign. Forestillingen spiller fra d. 22. nov. - 6. dec.

Den anden forestilling er Teatergrads "Ligeværd", en forestilling om Grevinde Danner skabt til børn fra 4.-6.klasse. Forestillingen er en videreudvikling af Det Flydende Teaters succesforestilling "Danner" som lagde anmelderne ned og har turneret hele efteråret. Pelle Kann har instrueret Ene Øster Bendtsen og jeg. "Ligeværd" spiller på Dannerhuset fra d. 21. nov. - 6. dec.

IMG_2037.jpg

Teaterhøjskolen Rødkilde

SEPTEMBER 2019

Sommerferien er slut og hvad bedre måde at starte sæsonen op på end at undersøge, undervise og uddanne unge sprudlende, engagerede teaterelever på Rødkilde. 4 ugers fordybelse i teatrets grundlæggende principper. Krop, stemme, nærvær, leg og sansning, alt sammen med fokus på at skabe frihed for skuespilleren. Eleverne har blandt andet udviklet deres helt egne omvendtskarakterer. Personer som er skabt som en modsætning til elevernes private jeg. Vi slutter forløbet af med en uges udveksling med eleverne på den norske teaterhøjskole Solbakken i Oslo.

På billedet ses elevernes omvendtskarakterer.

COvVER_edited.jpg

The BeatRoots skal spille på årets Tønder Festival

AUGUST 2019

Teatergrads forestilling The BeatRoots skal spille på årets Tønder Festival. Jeg er så megaglad for at være med i så meningsfyldt, provokerende og musikalsk et projekt. Og på vores Danmarksturne måtte jeg hele tiden knibe mig selv i armen, for det føles lidt som en drøm, der går i opfyldelse at være en del af countrybandet The BeatRoots. Vi spiller d. 20. august i Pumpehuset i Tønder Billetter kan købes på HER

Første gang.png

Premiere på anden sæson af Første gang

JUNI 2019

I april har jeg været på optagelser til ungdomsserien Første Gang. Og jeg har haft en fest! Manuskriptforfatter Anna Louise Amargos har simpelthen haft mig i tankerne da hun skrev rollen, og det var derfor helt vildt grineren at skulle spille tasmanske Jeff, som er nystartet dramalærer på efterskolen. Karismatisk, passioneret og flamboyant og med en udtale som Kronprinsesse Mary i de første par år efter hun var kommet til Danmark. Serien havde premiere 31. maj på VI UNGEs YouTube-kanal. Stor tak til Zinnini Elkington og hele holdet og de megadejlige unge mennesker som styrer efterskolen, og som på settet var topprofessionelle. Jeg glæder mig til at følge med i serien.